Når man begynder sin iværksætter rejse, har man ofte en drøm om at se det vokse. Men har du tænkt på, hvad konsekvenserne bliver når det begynder at gå stærkt og din virksomhed får vokseværk? Vi deler tre omvendte hacks som mange virksomhedsejere desværre stadig gør brug af, og hvordan du kan undgå at lave samme fejl.
Vækst
Vækst er oftest en del af enhver iværksætters drøm. Paradoksalt nok kan denne del af drømmen sagtens udvikle sig til et mareridt, der i værste tilfælde kan sætte en stopper for rejsen. For en ung og lille virksomhed er gerne lig med få ansatte, få produkter, få kunder og få leverandører. Gennemskueligt og overskueligt.
I takt med at en virksomhed vokser, kan det medføre flere ansatte, flere produkter, flere kunder og flere leverandører. Alle parametre, som stadig skal vedligeholdes og lige så nøje som ved begyndelsen.
1) Kultur spiser strategi til morgenmad
Et bæredygtigt arbejdsmiljø og en sund medarbejderkultur er en af de bløde værdier, som er svære at måle og nemme at glemme. På papiret er det tallene som fortæller, om det går godt eller skidt i forretningen. Det er tallene som dikterer mulighederne for udvikling, udvidelse og vækst. Derfor er det en faldgrube, som mange virksomhedsejere falder i, når de mennesker, som bærer tallene, forsømmes.
At etablere og vedligeholde et bæredygtigt arbejdsmiljø og en sund medarbejderkultur, er en af de bedste og vigtigste investeringer, man kan gøre i sin virksomhed. Ikke nok med at ansatte som trives, leverer et bedre stykke arbejde og har færre sygedage, så fungerer de også som ambassadører, der enten aktivt eller passivt hjælper med at tiltrække nye talenter.
Så næste gang du som chef irriterer dig over, at dine ansatte virker umotiverede eller utilfredse, så se det som en chance for at reflektere over, hvad du aktivt har gjort for at motivere dem - og husk på at det ofte er en større omkostning at skifte en medarbejder ud, end det er at møde dine ansatte i deres udfordringer. Måske skal der indføres en fælles morgenmad om fredagen, muligheden for at arbejde hjemmefra eller noget helt tredje.
For i sidste ende, kan selv den skarpeste strategi kvæles af en dårlig kultur.
2) “Sådan har vi altid gjort”-fælden
Når man bygger en virksomhed op fra grunden, så udvikler man gerne arbejdsprocesser på vejen, der møder her-og-nu behovene. Men på et eller andet tidspunkt, kan virksomheden være vokset fra de gamle værktøjer og processer.
De første til at opdage behovet for en opgradering er oftest de ansatte, som sidder med det operative i den daglige drift. Som virksomhedsejer kan du forsøge at lægge mærke til, om der bliver lavet sjov med arbejdsprocesserne eller værktøjerne som bruges. Grines der af, at man bruger oceaner af tid på en ellers hurtigt løst opgave. Så kan det være et vink med en vognstang om, at det er tid til en opgradering.
Og husk nu på, at bare fordi der er behov for en opgradering eller udskiftning, så betyder det ikke at den forrige metode eller det tidligere værktøj har været en fejl. De har trods alt båret virksomheden så langt, at de ikke længere hamler op med virksomhedens størrelse.
Så næste gang du får en bemærkning fra en ansat og tager dig selv i at svare “fordi sådan har vi altid gjort”, så stop op og overvej, om ikke det var tid til en opgradering.
3) Ansæt med eftertanke
Når man har passet og plejet sin virksomhed helt fra den spæde start, har man opbygget en vane for at have en finger med i hver og enkel lille proces, beslutning og forandring som er sket - og denne trygge og vante vante kan være umådelig svært at slippe af med igen. Men ejer man en virksomhed som vokser støt, så er man simpelthen nødt til at lære at give slip.
For at forebygge den angstprovokerende tanke om at miste kontrollen, så læg en strategi for, hvordan du får ansat de helt rigtige mennesker til de partikulære roller. Hav for øje, at dine ansatte helst skal besidde erfaringer, talenter og viden, som du ikke selv har. Dine ansatte skal være et komplement til dig og din virksomhed, ikke bare ekstra hænder.
Alt for mange chefer skipper forarbejdet og ender med ansatte, som de ikke har tillid til og som de i stedet lægger deres energi på at micromanage.
Og det tager nok ikke Einstein at regne ud, at micromanaging er en hurtig og sikker vej til at kvæle gnisten i sine ansatte.
Få flere tips til at bevare gnisten i dit iværksætteri her.